Hvor lang tid skal der gå, inden jeg maler anden gang?
Det kan være svært at væbne sig med tålmodighed. Når malingen virker tør i overfladen, kan jeg så ikke bare male med det samme?
Når nu malingen virker tør nok, – skal jeg så vente de 4 timer der står på bøtten?
Ja, det skal du faktisk. Her er årsagen:
Hvornår er malingen i virkeligheden tør?
Det er vigtigt at være opmærksom på, at selv om malingen er tør på overfladen, så er den langt fra tørret helt ud.
Afhængig af lagtykkelse, temperatur og ventilation, går der normalt mindst 4 timer, før en maling er så tør, at der kan males endnu et lag.
Maler du alligevel for tidligt, risikerer du at trække det første lag maling helt eller delvist af, når du ruller henover det med rullen.
Du risikerer samtidigt at spærre en mængde vand inde i malingen. Dette vand vil langsomt fordampe ud gennem overfladen og give en dårlig overflade, med bittesmå vandkanaler (kapillarrør).
En sådan overflade kan fremstå uens og skjoldet og så kan den være vanskelig at holde pæn og ren.
Det er derfor meget vigtigt, at du giver malingen den fornødne tid til at tørre uanset om du maler indendørs eller udendørs.
Vi yder et smalt, men godt sortiment af væg-, loft- og epoxymaling, så der er alt indenfor maling og tilbehør til dit næste projekt.